Nyt Kølesmøremiddel hos Emco Controls

Artikel i Jern og Maskinindustrien – Februar 2018

Slemt hudproblem blev løst 

For et års tid siden begyndte Lasse Gudmand at få eksem, som blev værre og værre og fik huden til at falde af fingrene. Efter flere lægebesøg blev problemet lokaliseret. Det var et stof i køle-smøremidlet, maskinarbejderen ikke kunne tåle. Alternativt olieprodukt bliver nu leveret af Pers Group.      

Lasse Gudmand passer fræseafdelingen med tre maskiner hos Emco Controls i Hillerød. I 23 år har det været hans arbejdsplads. Faktisk er han udlært maskinarbejder hos Henrik Lisberg, der – sammen med sønnen Mads – driver Emco Controls, som producerer instrumenter bl.a. til proceskontrol.

 

Sidste vinter opdagede Lasse Gudmand, at der var kommet lidt eksem på fingrene på den venstre hånd.

”Det begyndte at klø, og det værre og værre. Der gik et stykke tid, og jeg gjorde ikke så meget ved det. Jeg troede bare, at det gik væk af sig selv,” fortæller han.

En dag kom der en rift i fingeren, og efterfølgende ville såret ikke hele.

”Huden skrællede af min pegefinger, og eksemen arbejdede sig ind under min negl. Det så ikke godt ud, og så gik jeg til lægen,” husker Lasse Gudmand.

Lægen ordinerede noget salve, som i første omgang fik såret til at hele. Men kort tid efter var der igen problemer.

”Der var små blæreagtige vabler på fingrene, og så måtte jeg til lægen igen,” siger han.

KEMIINGENIØR PÅ OPGAVEN

Lægen sendte ham videre til en hudspecialist på et hospital, som bad Lasse Gudmand medbringe datablade for alle de køle-smøremidler, han arbejdede med, det var bl.a. skæreolie, hydraulikolie og vangeolie. Herefter koblede hudspecialisten en kemiingeniør på opgaven og sammen indkaldte de Lasse Gudmand til en priktest. Testen viste, at han var allergisk over for stoffet benzisothiazolinone (kaldet bit), som i dette tilfælde bruges som konserveringsmiddel.

”Nu fik vi langt om længe identificeret problemet. Jeg gik så i gang med at undersøge, om man kunne få køle-smøremiddel uden bit, og det fandt jeg hos Pers Group, Vejle, (tidligere Pers Kemi, red.) som for et halvt år siden begyndte at levere skæreolie til os, og siden har jeg ikke haft hudproblemer,” påpeger Lasse Gudmand.

Episoden har dog fået Lasse Gudmand til at tænke mere på arbejdsmiljø og personlige værnemidler. Når han i dag arbejder ved fræsemaskinerne, er det altid med grønne latexhandsker.

Pers Group | Industrivej 12-16 | 7120 Vejle øst | Tlf.: 75 82 66 33 | E-mail: info@pers-group.com

Pers kemi logo